Metodekatalog: Læs om alle vores metoder på Tjørnehøj
Sådan arbejder vi med vores specialiserede socialpsykiatriske indsats og livsstilsindsats
Læs om vores metoder og vores tilgange til arbejdet med beboere med behov for en specialiseret socialpsykiatrisk indsats og en livsstilsindsats.
Metodekataloget er udviklet i samarbejde med medarbejdere, faglige ledere og bostedsleder Rikke Lindahl.
Metodekatalog
Recovery (CHIME)
Recovery handler om at komme sig – helt eller delvist – fra psykiske vanskeligheder og overvinde de eventuelle sociale følgevirkninger. Recovery er ikke en metode men en proces, som sker i hverdagen, mens livet leves. Processen kan ikke tilbydes som en indsats, men den kan anerkendes, understøttes og fremmes
udefra.
”Recovery handler om at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, sådan som personerne selv definerer det, med eller uden symptomer og problemer, som kan komme og gå” (Mike Slade m.fl., ImRoc, 2008).
En sammenfattende forskningsoversigt fra 2011 peger på 5 betydningsfulde og
fremmende elementer for recovery-processer, der samlet kaldes for CHIME:
1: Connection (forbundethed): Opnås ved at indgå i sociale relationer og fællesskaber. Samt ved at få støtte af ligesindede, professionelle og netværk.
2: Hope (håb og fremtidsoptimisme): Positiv tænkning med fremtidsoptimisme samt fokus på håb og drømme for fremtiden.
3: Identity (identitet): Mulighed for at (gen)opbygge og redefinere en positiv identitet og overvinde stigmatisering.
4: Meaning (meningsfuldhed): Muligheden for at (gen)finde mening i tilværelsen.
5: Empowerment ((gen)vinde kontrol over eget liv): Muligheden for at (gen)vinde magten og kontrollen over eget liv med afsæt i egne ressourcer og støtte fra ligesindede.
Stemmehøring
Tjørnehøjs bostedsleder Rikke Lindahl er bestyrelsesmedlem i Stemmehørernetværket i Danmark.
Formålet med stemmehøring er at støtte mennesker, der hører stemmer og deres pårørende.
Stemmer er et fænomen, der forekommer forholdsvis hyppigt i befolkningen (ca. 2-4%). Forskning viser, at to ud af tre stemmehørere ikke har problemer med at høre stemmer, samt at det kun er hver tredje stemmehører, der søger kontakt til psykiatrien.
I vores arbejde med stemmehøring tager vi udgangspunkt i et livshistorisk perspektiv med den forståelse, at stemmer er meningsfulde og relaterer sig til ens liv. Stemmerne betragtes som en reaktion snarere end en sygdom. Forståelsen er derfor radikalt anderledes fra den gængse sygdomsorienterede forståelse, som ofte tilbydes.
Den hollandske professor i socialpsykiatri Marius Rommes forskning i stemmehøring viser, at stemmer kan ses som en slags budbringer fra eksistentielt vanskelige temaer i personens liv og/eller tidligere traumer. Stemmer betragtes som en reaktion på følelsesmæssige problemer, der er svære at acceptere eller håndtere. Det kan f.eks. dreje sig om at anerkende en seksuel identitet udenfor normen, at føle skyld over en traumatisk begivenhed osv. For nogle mennesker bliver stemmerne problematiske, og de kan udvikle alvorlige, psykiske problemer.
Mange mennesker begynder at høre stemmer i forbindelse med at blive udsat for ekstrem stress eller i forbindelse med traumer. Jo mere vedvarende traumet er, desto større er sandsynligheden for, at man begynder at høre stemmer. For mange mennesker fører dette til en psykiatrisk diagnose, typisk skizofreni, og den tilhørende medicinske behandling.
At lære at håndtere stemmer er en proces, som nogle gange er langvarig. Ved at arbejde med livshistorien, tidspunktet omkring stemmernes indtog og de følelsesmæssige belastninger, kan stemmehøreren få indsigt og brugbare redskaber. Det har den betydning, at stemmernes dominans aftager, og personen igen kan blive “herre i eget hus”. Nogle stemmehørere oplever, at stemmerne forsvinder, men det er ikke målet. Målet er at arbejde med stemmehørerens forhold til stemmerne således, at det ikke er stemmerne men stemmehøreren, der styrer sit liv.
Normaliseringen af at høre stemmer har vist sig at have stor betydning for stemmehøreren. Det indebærer, at personen ikke også skal slås med følelsen af at være stigmatiseret og anderledes. Der findes utallige eksempler på mennesker, der har fået det mærkbart bedre blot ved at dele oplevelserne med stemmerne med andre.
Stemmehørerens faser
Stemmehøreren kan befinde sig i tre forskellige faser. Det drejer sig om forstyrrelsesfasen, organiseringsfasen og stabiliseringsfasen.
Forstyrrelsesfase:
Forstyrrelsesfasen er kendetegnet ved, at personen er overvældet af den anderledes og nye oplevelse af at høre stemmer. Oplevelsen kan være så skræmmende, at det leder til forvirring. På dette stadie er folk ofte
ikke begyndt at tale om deres stemmer. Personen kan være bange for at stemmerne vil tage til i intensitet eller straffe vedkommende, hvis de taler om dem.
I denne fase er det relevant for den fagprofessionelle at påbegynde en dialog og indsamle oplysninger om stemmerne.
Organiseringsfasen: I denne fase er stemmehøreren blevet mere fortrolig med stemmerne og leder efter forskellige måder at forstå og håndtere dem på. På dette tidspunkt er det relevant at drøfte de informationer om stemmerne og deres sammenhæng, som er blevet tilvejebragt i et samarbejde mellem den fagprofessionelle og stemmehøreren. Stemmehøreren spiller en central rolle i udvælgelsen af de vigtige temaer til videre drøftelse.
Den fagprofessionelle kan f.eks. spørge ind til de aspekter, som skaber den største forstyrrelse hos stemmehøreren. Hvad er det f.eks., der gør stemmerne mere magtfulde eller onde, og hvad kan få stemmehøreren til at tildele dem mere magt osv.
Stabiliseringsfasen:
Forholdet mellem stemmehøreren og dennes stemmer er nu blevet mere balanceret, angstniveauet er reduceret og kontrollen bedre etableret.
Hovedopgaven er nu at løse de udfordringer i hverdagen, som er
forbundet med at høre stemmer.
Konkrete værktøjer og metoder
Stemmehørergrupper:
Stemmehørergrupper er selvhjælpsgrupper, hvor mennesker der hører stemmer mødes og taler om deres oplevelser i trygge og tillidsfulde rammer – og får inspiration og støtte fra hinanden til at leve godt med stemmerne.
Maastricht-interviewet:
Maastricht-interviewet er et interviewskema, der kan hjælpe den fagprofessionelle til at få en samtale med stemmehøreren om stemmerne. Interviewskemaet bygger på 15 emner, hvor intervieweren og den interviewede sammen går på opdagelse i personens stemmeunivers.
I den første del kortlægges oplevelsens karakter, stemmernes karakteristika og de omstændigheder i livet, som knytter sig til stemmehøring. Derefter kortlægges stemmernes indhold, hvad personen tænker forårsager dem, og hvordan personen bliver påvirket af sine stemmer. Til sidst spørger intervieweren ind til personens forhold til stemmerne og mestringsstrategier, ligesom der spørges ind til livshistoriske oplysninger om f.eks. barndom og socialt netværk.
Low Arousal
Arousal kan forstås som en funktion, der påvirker hjernens og kroppens parathed til at reagere på stimuli.
Høj arousal gør, at et menneske reagerer hurtigere, stærkere og voldsommere på stimuli end ved lav arousal. Når arousal er høj, så er reaktionerne stærkere og evnen til egenkontrol er samtidig svagere. Det øger derfor også risikoen for, at en situation vil udvikle sig til en såkaldt kritisk episode.
Sådan er de fagprofessionelle med til at skabe Low Arousal:
- De beboere som ofte udøver vold eller trusler om vold har som regel en let vakt arousal. Derfor skal de fagprofessionelles adfærd forebygge, at beboerens arousal stiger.
- Størstedelen af vores kommunikation er nonverbal. Når en beboer er i høj arousal, så er det derfor særligt vigtigt, at den fagprofessionelle er bevidst om sine nonverbale signaler.
En vigtig pointe er, at arousal findes i alle mennesker, dvs. både hos den fagprofessionelle og hos beboerne.
Videre læsning: Low Arousal blev udviklet i Storbritannien i slutningen af 1990’erne. I Danmark er Arousal bl.a repræsenteret ved psykolog Bo Hejlskov Elvén, som har videreudviklet Low Arousal i form af den rosgivende pædagogik.
LA2
LA2 er inspireret af Low Arousal og recovery. Grundtanken i både Low Arousal og LA2 er, at der er sammenhæng mellem beboerens arousalniveau og forekomsten af kritiske episoder.
Målgruppen for LA2 er unge og voksne med psykiske vanskeligheder, kognitive funktionsnedsættelser og sociale udfordringer samt de fagprofessionelle, som arbejder med dem.
LA2 giver beboere og fagprofessionelle en række redskaber til at italesætte kritiske episoder. På den måde kan de både forebygges og håndteres, og der opnås fælles læring.
Danske evalueringer viser tegn på, at tilgangen har en positiv effekt for både beboerne og de fagprofessionelle. Det drejer sig bl.a. om en betydelig nedgang i magtanvendelse og hændelser med udfordrende adfærd. Derudover peger evalueringerne på, at tilgangen medfører øget trivsel for både beboere og de fagprofessionelle.
Til metoden er der knyttet tre forskellige planer med én version til beboeren og én version til den fagprofessionelle. Disse danner struktur for samtaler mellem beboere og de fagprofessionelle. Det drejer sig om en trivselsplan, en tryghedsplan og en læringsplan.
Trivselsplan: Trivselsplanen beskriver, hvordan beboerne og den fagprofessionelle oplever trivselsniveauet, de tilstedeværende ressourcer, netværk, mestringsstrategier og belastninger. Der er fokus på, hvordan
beboeren oplever sin hverdag, og hvordan den fagprofessionelle bedst støtter beboeren.
Tryghedsplan: I samarbejde med beboeren lægger den fagprofessionelle en plan, som skal støtte beboeren og forebygge, at vedkommende kommer i svære situationer og mister selvkontrollen.
Læringsplan: Læringsplanens formål er at reflektere over og opnå læring på baggrund af tidligere opståede kritiske episoder. Planen beskriver, hvordan beboeren og den fagprofessionelle oplevede den kritiske episode, herunder oplevelsen af mestringsevne og støtte.
Metodemanualen tilbyder gennemgang af, hvordan planerne udfyldes med en konkret case fra virkeligheden.
Den narrative metode
Narrativ betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling mennesker har om sig selv og deres liv. Intet er statisk eller sandt, da der altid kan fortælles en ny historie, hvor en ny mening kan skabes eller genskabes.
Vi kan have historier om sig selv, der f.eks. handler om ikke at være god nok, ikke at fortjene at have det godt, at være et dårligt menneske, at have brug for rusmidler for at kunne eksistere mv. For nogen kan det føles som at være låst fast, vævet ind i en masse historier om sig selv – uden at kunne komme videre.
Hovedtanken i narrativ praksis er, at man via samtale og nysgerrig udforskning af erfaringer, kan hjælpe mennesker til at finde frem til nye historier og etablere/genetablere en relation til det, der er vigtigt i deres liv.
Den narrative terapis grundlægger, Michael White, definerer det som nyudvikling af personlige narrativer og rekonstruktion af identitet. Det gør han, fordi nyudviklingen af personlige narrativer uvægerligt medfører en ændret identitet. Dette sker i narrative samtaler, både gennem dekonstruktion af dominerende, negative fortællinger samt ved opbygning af mere brugbare og fortrukne fortællinger.
Den professionelles opgave er at være med til at skabe en rigere historiefortælling – ud fra devisen: “Jo mere nuancerede fortællinger, desto flere handlemuligheder.”
I samtalerne betragtes beboeren som eksperten i sit eget liv. Der kan altid fortælles mere, og man når aldrig frem til “sandheden”. Det er væsentligt, at den fagprofessionelle har en forståelse af, at hun/han ikke ved, hvad der er bedst for beboeren. Den fagprofessionelle må derfor sætte sin mening og holdning i parentes.
Narrativ praksis tilbyder et radikalt alternativ til diagnoser og fortolkning, og har det fundamentalt positive og konstruktive udgangspunkt, at hvor der er liv, er der en lyst til at skabe forandring til det bedre.
Narrative guidelines
Vi opererer med en række narrative guidelines, som de fagprofessionelle har i baghovedet i deres daglige arbejde:
- Der er altid gode grunde til beboerens handlinger.
- Aktiv lytning og spørgsmål fremfor svar.
- Der er aldrig én objektiv sandhed om noget som helst. Der kan altid tilføjes nye detaljer til en fortælling, ligesom der altid kan
fortælles andre historier. - Fokus på beboerens liv og de historier, som omhandler beboeren og giver
trivsel og glæde. - Interesse i de begreber beboeren har om sit liv, som skaber mening og
betydning i beboerens liv og udgør grundlaget for de historier, som beboeren kan fortælle om sig selv og sine relationer.
Konkrete værktøjer og metoder:
Eksternalisering (Problemet er problemet og ikke noget iboende).
Eksternalisering bygger på en socialkonstruktivistisk forståelse af, at mennesker ikke bare “er”, men bliver skabt hele tiden i relationer.
Der kan dog være en modsatrettet tendens både fra fagpersoner og borgere til internalisere problemet, dvs. at borgeren ER problemet f.eks.:
”Jeg er skizofren, Jeg er angst, jeg er misbruger”. ”Hun er skizofren, han er angst, han er misbruger”.
Den fagprofessionelles opgave er at eksternalisere problemet fra borgeren – altså at flytte problemet væk fra vedkommende. Dette gøres ved at finde en anden måde at omtale problemet på. F.eks. at gå fra “Jeg er angst – jeg kan ikke” til
“Så angsten har taget modet fra dig?” “Hvilken effekt har angsten på dig?”. Det handler om at finde sætninger, der flytter problemet væk fra beboeren.
Bevidning (ikke at forveksle med anerkendelse).
Alle har brug for at have vidner til sin historie. Identitet skabes og genskabes ved at have tilhørere/vidner til sin egen historie.
På baggrund at borgerens fortælling giver den fagprofessionelle sin respons, som også indeholder en bevidnende genfortælling af, hvad hun/han har lyttet til og hørt fortalt, samt hvad det har afstedkommet af refleksioner hos den fagprofessionelle. F.eks.:
“Det du sagde om… Jeg lagde mærke til at…”
Fanen (at tegne sit eget banner som viser, hvem man er.)
Fanen er en øvelse, der giver beboeren mulighed for at reflektere over sig selv, herunder egne drømme og værdier.
Livslinje (oversigt fra fødsel til nu).
Livslinjen går ud på at tegne en oversigt over sit liv. Det kan sættes op på en linje, på en vej, et træ eller på en anden illustrativ måde.
På livslinjen kan man skrive eller tegne begivenheder, der er sket i livet, steder man har boet, mennesker man har været sammen med eller andre ting, man vurderer som vigtigt. En god ide er at notere årstal og evt. måned for begivenhederne.
Livstræet.
Ved at arbejde med livstræt vil borgeren generindre betydningsfulde mennesker i sit liv. Målet er at opnå en bedre forståelse for de valg, der er blevet truffet gennem livet. Samt at få øje på dine mange gode fortællinger, som måske er blevet glemt.
Livstræet giver mulighed for at genopleve vigtige episoder fra livet, som har betydning for egen identitet. Træets opbygning er som følger:
• Rødderne symboliserer ens historie, og hvor man kommer fra.
• Jorden symboliserer det nuværende liv, der leves.
• Stammen symboliserer færdigheder.
• Grenene symboliserer håb og drømme.
• Træets blomster/frugter symboliserer de gaver/evner/færdigheder, som man har fået med sig fra barnsben.
Medicinpædagogik
Læring giver viden og dermed mulighed for at vælge. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at beboerne får undervisning om medicin samt mulighed for at samles og dele deres erfaringer med medicin og/eller andre strategier, som afhjælper de udfordringer, der opleves.
Medicinpædagogik kan bidrage med metoder, som fokuserer på, at beboeren gennem indsigt i og bevidsthed om egen medicinanvendelse og gennem øget medansvar for egen medicinanvendelse opnår et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Det er væsentligt, at den medicinske samtale tager afsæt i en nysgerrighed på beboerens livshistorie og herunder gode og dårlige oplevelser med medicin, psykiatere og sundhedspersonale.
Et væsentligt formål med det medicinpædagogiske arbejde er at udvikle et respektfuldt og ligeværdigt samarbejde mellem beboeren, den fagprofessionelle og andre sundhedsprofessionelle medarbejdere (psykiatere, alment praktiserende læger, distriktssygeplejersker). Samarbejdet bør tage afsæt i den ekspertise, brugeren besidder om sit eget liv og sin hverdag foruden den viden, som det sundhedsfaglige personale besidder.
For psykiatere og andet sundhedsfagligt personale kan der måske være tale om en anden form for samarbejde med brugeren, end man er vant til. Medicinpædagogik udfordrer gængse roller og ansvarsfordeling.
Konkrete værktøjer og metoder
Det medicinpædagogikske arbejde har helt konkret indflydelse på følgende områder for vores beboere:
- Gennemgang af medicin hver 3 mdr. med beboer og kontaktperson.
- Alle beboere tilbydes 1x om året undervisning i medicin og sundhed.
- Alle beboere tilbydes støtte til at føre medicindagbog.
- Alle beboere tilbydes forberedelse til konsultationen.
- Alle beboere tilbydes støtte og deltagelse fra kontaktperson eller anden for beboeren relevant person ved konsultation samt en opfølgende samtale.
- Der er altid mulighed for at tale om medicin på vores møder og ved den daglige medicinudlevering.
- Medicinpædagogik styrker særligt områderne Empowerment, Identity og Meaning.
Det er vigtigt, at der kontinuerligt tilbydes undervisning, hjælp til medicindagbog og forberedelse til konsultation. Nogle beboere finder det vanskeligt at tale om emnet og finder måske først mod til at dykke ned i emnet efter x antal undervisningsgange eller efter at have hørt fra andre beboere om gode oplevelser.
Den gode konsultation
Vi arbejder med de tre redskaber til Den gode konsultation:
- Min personlige medicindagbog
B. Forberedelse af konsultationen
C. Gennemførelse af konsultationen
Disse kan findes i inspirationskataloget.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag:
- spændende indlæg om mental sundhed og det specialiserede socialpsykiatriske område.
- nyheder om, hvad der rører sig på vores to bosteder Tjørnehøj og Stentoft.